Højere fodereffektivitet
Det er projektets overordnede formål at øge fodereffektiviteten gennem fodring og avl. Formålet indfries gennem aktiviteter i fem selvstændige arbejdspakker (Kvier, Økologi, Fodring, Reproduktion og Genetik), der hver især fokuserer på et bestemt del-element af den samlede fodereffektivitet; se evt. figur 1 side 2.
KVIER demonstrerer, hvordan fodereffektiviteten kan øges via bedre fodermanagement, der baseres på vægtkontrol i op til 18 måneder af kviernes ca. 24 måneder lange opvækstforløb. Det unikke datamateriale, der tænkes indsamlet som en del af arbejdspakken KVIER også skal bruges i det ansøgte projekt ”Økonomisk optimal produktion af kælvekvier via kvalitet og strategisk tilpasning”.
ØKOLOGI undersøger om målte forskelle i fodereffektiviteten hos malkekøer mellem økologiske og konventionelle bedrifter i KvægNøglen er reelle og belyse mulige årsager til denne forskel. FODRING rummer tre aktiviteter, der 1) undersøger om bestemte kombinationer af ydelses- og vægtkurver set på besætningsniveau giver særlig høj fodereffektivitet, 2) undersøger hvor meget den beregnede fodereffektivitet påvirkes af variation i vægtkurver gennem modelleringsarbejde i et DairyManagementSystem-testmiljø og 3) undersøger hvordan stigende fodereffektivitet spiller sammen med et nyt værktøj til estimering af økonomisk optimalt foderniveau. REPRODUKTION belyser i hvilket omfang nedsat fodereffektivitet knyttet til uønskede lange laktationer hos højtydende køer, skyldes højt foderniveau eller kraftig tæring på kroppens energireserver i tidlig laktation. Det sker ved at samle eksisterende viden på området og udrede behovet for ny viden. GENETIK skal gennem en omfattende dataanalyse undersøge muligheder for at avle efter en ko med et lavere behov for energi til vedligeholdelse af grundformen.